Dekas er på vej til at gøre det igen – give danske epoke III-entusiaster en virkelig behagelig overraskelse. Modellerne det handler om er hele fem varianter af litra CM i nummerrækken 2193-2202 også kendt som CM (VII), der var lille serie ombygningsvogne fra 1935-1937. Udover at det ser ud til at blive flotte vogne så kan man jo håbe på, at initiativet er begyndelsen på noget endnu større eftersom der er en stor mængde varianter at tage fat på, når man først har åbnet op for modeller fra det store ombygningscirkus.

Forbilledet var som allerede nævnt en del af det store ombygningscirkus. Programmet er tidligere omtalt her på bloggen, blandt andet i artiklen om ombygningsvognen over dem alle, litra CP (IV). Programmet startede egentlig så småt allerede i 1928 og løb frem til 1957, men det var med den nye generaldirektør Knutzens ankomst til etaten i 1931, at der rigtigt kom fart i tingene. Denne artikels vogne blev ombygget i årene 1935-37 og falder således relativt tidligt i ”cirkus”-perioden. På det tidpunkt var fællesklassereformen fra 1934 den store ting i DSB sammen med motortog og broforbindelser. Ombygningsvognene blev set som en genvej til bedre passagerkomfort og en tiltrængt modernisering af statsbanernes image.

Donorvognene til de ti CM (VII)’ere kom fra en serie vogne bygget fra 1908 og frem. Litra CN, som de hed, var 3. klasses sidegangsvogne med kupeer og plads til 56 passagerer. Når der ikke var plads til flere rejsende skyldtes det, at en varmekedel til brug for togopvarmning optog en del plads i vognens ene ende. I takt med at statsbanerne indførte lavtryksvarmeanlæg og fik større lokomotiver, som f.eks. litra R og senere litra E, faldt behovet for særlige kedelvogne til opvarmning af vognstammen. Dermed blev disse vogne oplagte mål for ombygningsprogrammet.

Ombygningen af de ti vogne der skulle blive til CM (VII) hørte til blandt de mest gennemgribende der indtil da var gennemført. Man fjernede sålede al kedeludstyret og brugte isetdet den frigjorte plads på at indrette en ekstra kupe samt et toilet mere. Skillevæggene mellem kupeerne blev flyttet så disse blev større og hvert kupemodul blev nu 1700 mm mod tidligere 1660 mm. Det var ganske rummeligt efter DSB-forhold. Vognene havde herefter otte kupper med hver otte pladser, hvilket gav 64 fællesklassessæder.

Som det ses af billedet ovenfor var CN-vognene oprindeligt udstyret med tagrytter, men ved ombygningen fik de istedet hvælvet tag. De nye vinduer blev af spejlglastypen selvom DSB på dette tidspunkt jo allerede var begyndt at bruge todelte vinduer. Set udefra kom de ti CM-vogne alligevel til at se ganske moderne ud ligesom den rolige rytme i vinduernes placering faktisk gjorde vognen ganske harmonisk at se på.

De ti vogne fik oprindeligt i 1930’erne litra CX, hvilket ikke skal forveksles med den toakslede rystevogn af samme litra. Med litreringsreformen i 1941 fik vognene litra CM og nummerserien 2193-2202. Litra CM angav efter reformen som bekendt en træbygget sidegangsvogn med kupeer. Vognklassen rummede derfor et anseeligt antal varianter og dagens CM betegnes derfor også som det allerede er fremgået sommetider som CM (VII). På den måde kan de skeldnes fra andre CM’ere som f.eks. de ældre litra CM (II) med tagrytter og teaktrasbeklædning, eller de velkendte ”spidsmads” litra CM (IV).

Underopdeling af litra CM havde imidlertid ingen betydning for den daglige drift og de ombyggede CM (VII)-vogne blev indsat på lige fod med alle andre CM’ere. Her i 1950’erne vil det blandt andet sige i diverse fjerntog, enten sammen med stålvogne eller i kombination med andre trævogne.

CM (VII)-vognene fik et langt liv hos DSB eftersom de sidste først blev udrangeret i 1968, tres år efter de oprindelig CN-donorvogne blev bygget. En enkelt, nemlig CM 2200 blev oprindeligt solgt til Dansk Jernbaneklub, men blev alligevel ophugget i 1972. Der er således ingen overlevne CM (VII).

Modellen, eller rettere prøvesamlinger af vognen blev første gang vist på Hobbymessen i Rødovre den 6.-7. november 2021. Samtidig udkom Dekas’ katalog for 2021-22, hvor vognene blev omtalt.

I kataloget kan man læse om modellens tekniske egenskaber. Der bliver tale om en traditionel overdel støbt i plast monteret på en undervogn i diecast metal. Det lyder som om vægten bliver fornuftigt med et lavt placeret tyngdepunkt. Håndbøjlerne bliver i 0.3 mm diameter metaltråd.

Dekas har så vidt jeg har forstået i adskillige år haft et tæt samarbejde med McK, så derfor er det måske ikke så overraskende at se detaljer som bevægelige harmonikaer i ”gummi” og bagagenet i ætset metal nævnt. Det lyder meget som McK’s flotte modeller af litra AC og litra EA. Kataloget nævner også ”detaljeret rørforing på undervognen” og det virker nærmest som en underdrivelse for prøv at se billedet herunder.

En sidste ting der bør nævnes er ”bogier med strømoptag for indvendig belysning” og det lyder særdeles interessant. Jeg har selv en betydelig opgave foran mig med at få monteret lys i mine personvogne så en vogn der allerede er forberedt til det vil været interessant for mig personligt. Det er faktisk ikke første gang en dansk producent tænker i de baner, men hvem husker Hobby Trades model af litra CL? Den kom også forberedt til strømoptag, men havde til gengæld elendige rulleegenskaber. Håber Dekas kan gøre det bedre.

Hvilken variant skal jeg så vælge? De fleste af de annoncerede modelvarianter fra Dekas ser ud til at blive fra den sene del af driftsperioden, så kun to ud af de fem strækker sig ned mod midten af 1950’erne, der er min periode. Det går dog nok an, så jeg satser nok på en af disse to.

Eftersom modellen kan siges at åbne et nyt kapitel i Dekas’ produktfilosofi, så er det vel ikke helt urimeligt i det stille at håbe på, at der med tiden kommer endnu flere personvogne fra Albertslund. Det interessante ved den undervogn som den kommen CM (VII) er bygget på er, at den kan bruges til meget mere. Udover at den kan bruges til modeller af den oprindelige donorvogn litra CN, der i epoke III endnu kørte uombygget i ret betydeligt antal som CMK (I), så var der også andre ombygningsvogne basert på denne vogn. Her kan man nævne de fire litra CMK (II) i nummerrækken 2475-2478, der fik hvælvet tag, eller de syv CME 2421-2427, der fik kedlen skiftet ud med et rejsegodsrum. Endelig blev fire litra CO (XI) med numrene 2651-2654 bygget på samme undervogn.

På Sundborg modeljernbane skal der helt klart være plads til en CM (VII). Med bare ti vogne i drift kan man dårligt sige at det er nogen typisk vogn for perioden – faktiske skal man statistisk set have fem ”spidsmadser”, hver gang der kommer en CM (VII) forbi. Til gengæld passer vognen godt til mit behov, for med indsættelsesmuligheder i de store landsdelstog sammen med stålvogne og andre CM’er, eller sammen med diverse trævogne i f.eks. forløbertog, så vil der absolut vare noget at gøre for vognen på mit kommende anlæg. Som billederne fra det store forbillede her i artiklen også viser, så kunne de ombyggede CM’er også sagtens bruges i mindre tog. At det så også ser ud til at blive en smuk vogn med mange detaljer gør bare det hele endnu bedre.

Mere om emnet nye CM-vogne fra Dekas kan først og fremmest ses i firmaets katalog for 2021-22, der kan findes på hjemmesiden: https://dekas.dk/
Det stor ombygningscirkus er gennemgået forskellige steder, men et godt sted at starte er i Jens Bruun-Petersen og Ulrik Tarp Jensens ”Danske Personvogne” (se links og litteratur). Her er der endda (s. 159) et særligt afsnit, der beskriver ombygningen af CN-vognene til bl.a. CM (VII).
Om rationalet bag ombygningerne og hvordan vognenen tænktes at passe ind i DSB’s drift i samtiden ytrede generaldirektør Knutzens sig ofte og gerne. På jernbanen.dk kan man læse en sådan gennemgang med et fortræffeligt forord af Lars Christensen: https://www.jernbanen.dk/artikler.php?artno=31
Som altid – fin gennemgang af vognene. Bliver rigtig spændende at se dem, når de kommer i butikkerne. Også fedt at du nævner mulighederne for varianter på samme undervogn – Det er sikkert med i Kaspers overvejelser, men det gør da ikke noget at gentage 🙂
LikeLike
Tak Tomas, jeg glæder mig også rigtig meget til at se vognene i levende live. Jeg er helt sikker på at Kasper har regnet alle variantmuligheder igennem og sikkert fundet flere end dem jeg lige kunne komme i tanke om. Det skal blive en sand fornøjelse at se det hele vokse frem.
LikeLiked by 1 person
Mon ikke han har? 😉
Spændende, at han vælger en vogn, der nok især blev anvendt på sidebanerne. Det tror jeg, er et klogt valg 😊
LikeLike